VIL DU VÆRE KOORDINATOR 300 KILOMETER NORD FOR POLARCIKLEN?
Koordinator i Ilulissat
Albatros Arctic Circle Ilulissat holder til på Hotel Hvide Falk i Ilulissat, Nordvestgrønland, og i sommersæsonen har vi hver dag gæster med på byvandringer, vandreture, sejlture, og kajakture – alt sammen i den smukkeste grønlandske natur med enorme isfjelde, pustende hvaler og lyse nætter.
Som koordinator vil du arbejde fra vores kontor, men du vil også få mulighed for at komme med ud på turene, så du ved hvordan arbejdet skal planlægges.
Som koordinator vil dine primære arbejdsopgaver være at planlægge og holde styr på dagsprogrammet, samt andre administrative opgaver. Du skal sørge for, at turene bliver afviklet til tiden, og at de forløber som planlagt. Den grønlandske turistbranche er dog meget omskiftelig, så ofte får du brug for at lave en plan B, C og D, og vi forventer at du gør det med en positiv indstilling.
Dine arbejdsopgaver kan ændre sig med kort varsel, og det kræver derfor at du hurtigt kan skifte fokus, og evner at håndtere flere arbejdsopgaver på samme tid. Det kan være at vejret forhindrer en tur i at blive gennemført, og at du derfor skal kommunikere med en guide eller skipper på vandet og med ventende gæster på land, og samtidig planlægge et nyt tidspunkt for turen.
Som koordinator er du et nødvendigt bindeled mellem guider, skippere og chauffører, og du skal derfor være yderst god til at samarbejde og kommunikere klart og tydeligt.
Vi leder efter en med et roligt sind, og som kan bevare overblikket i en meget omskiftelig hverdag. Dagen igennem vil der være mange forskellige opgaver på dit bord, og du skal kunne navigere i dem, og løse dem når det giver mening for dig og dine kollegaer.
Vi forventer at du er initiativrig og tager fat, og at du kan arbejde selvstændigt. Ved ankomst får du selvfølgelig en grundig oplæring.
Vi forestiller os at, du:
- taler dansk, engelsk og gerne et tredje sprog. Fx grønlandsk, tysk, fransk
- har lignende erfaring, fx fra turistbranchen andre steder i verden
- er rutineret i at planlægge og håndtere mange forskelligartede opgaver på samme tid
- kan bevare et knivskarp overblik i pressede situationer
- har et veludviklet servicegen, og er åben og imødekommende over for personer omkring dig
- ser løsninger frem for udfordringer, og tager ansvar for dine arbejdsopgaver
- har kørekort
Opfylder du ikke alle ovenstående forventninger, er du stadig velkommen til at sende en ansøgning.
Ansættelsesperiode:
Fra slutningen af maj til slutningen af oktober 2023, og helst minimum 90 dages sammenhængende ansættelse. Hvis du kan i længere tid, vil du blive prioriteret.
Som en del af ansættelsen, betaler vi for din flybillet til Ilulissat ved ansættelsens start, og retur igen når ansættelsen stopper. Det gælder fra en anden grønlandsk by eller bygd, eller fra København. Vi sørger også for personalebolig, hvor du betaler et mindre beløb i husleje. Du skal forvente at dele værelse og hus med andre ansatte.
Lyder dette som noget for dig, så send et CV med referencer og en motiveret ansøgning til os på job@aac.gl hvor du skriver ”ILU – KOORDINATOR” i emnefeltet. Ansøgningsfristen er d. 1/4 2023, men vi læser ansøgningerne løbende, så send hurtigst muligt.