Oqaatsut: Dagstur med kajak

Bådtur til Oqaatsut og ud på kajakeventyr

Få en autentisk grønlandsk oplevelse, hvor du smager det lokale køkken, lærer om Inuit-kulturen, oplever bygde-livet og ror kajak mellem isbjerge.

Oqaatsut er en smuk lille bygde cirka 20 kilometer nord for Ilulissat. Stedet er også kendt som Rodebay, da det i mange år var en hollandsk hvalfanger-station, hvor rigtig mange hvaler blev hevet op. Selvom der i dag sjældent bliver fanget hvaler i området, kan man stadig se en masse levn fra Oqaasuts storhedstid. I hele bygden føler man stedets historie, og man oplever, hvordan det er at bo isoleret midt i den grønlandske natur.

Vi begynder dagen med at klæde os i kajakudstyr, inden vi bliver hentet i båd og kan nyde den smukke sejltur til Oqaatsut. Vi sejler langs den flotte kyst og passerer blandt andet Bredebugt på turen. Når vi ankommer til bygden, nyder vi det skønne sted og går i kajakkerne. Efter en grundig oplæring padler vi i cirka to timer omkring Oqaatsut, hvor vi går på opdagelse mellem blå isbjerge og sejler ind i små klippehuler. Ofte er der også hvaler i nærheden af bygden.

Mød de lokale i bygden

Efter kajakturen spiser vi vores medbragte madpakker. Her vil vores erfarne guide fortælle om bygdelivet og områdets historie og kultur. Efter frokosten går vi en tur rundt i Oqaatsut og oplever hverdagen i den traditionelle bygd med cirka 30 indbyggere, inden vi sidst på dagen sejler retur med båd til Ilulissat.

Takket være vores veluddannede kajak-guider, moderne udstyr og store fokus på sikkerhed, kan du både som nybegynder og erfaren roer sejle sikkert i kajak i de smukke omgivelser omkring Oqaatsut. For mange af vores gæster er det deres første gang i en kajak, og vi sætter en ære i at sikre, at alle får en sikker og komfortabel oplevelse.

Alle vores kajak-guider er certificerede IPP-kajakinstruktører, hvis retningslinjer følger European Paddle Pass Standards. Al vores udstyr er ekspeditions-udstyr af højeste kvalitet fra anerkendte mærker som Kokatat, Hiko og Lightning Paddles

Information

Destination: Ilulissat
Varighed: 7 timer
Sværhedsgrad: 2 af 5
Sæson: Juni - September
Ilulissat

Location

Praktisk information

Minimumsalder:

12 år, forudsat at holdning, opførsel og færdigheder er tilfredsstillende som vurderet af vores kajakinstruktør. Skal til enhver tid være i følgeskab af en forælder eller ansvarlig voksen.