Kunne du tænke dig en sommer for livet omringet af den fantastiske grønlandske natur?

Albatros Arctic Circle Ilulissat holder til på Hotel Hvide Falk i Ilulissat, Nordvestgrønland. I sommersæsonen har vi hver dag gæster med på byvandringer, vandreture, sejlture og kajakture – alt sammen i den smukke grønlandske natur med enorme isfjelde, pustende hvaler og lyse nætter. 

Som guide vil du få ansvaret for at lede turene i og omkring Ilulissat for gæster både fra Danmark og resten af verden. Du bliver ansigtet udadtil – og det er dit ansvar at give dem en oplevelse, de vil huske resten af livet Det kræver, at du har en god situationsfornemmelse, stærke formidlingsevner og fremragende menneskelige kvaliteter. Du skal kunne stå foran grupper af mennesker og levende fortælle om Grønland – særligt historien, naturen og kulturen. 

Din arbejdsdag vil se forskellig ud fra dag til dag. Nogle dage er du på vandreture i fjeldet med udsigt udover Isfjorden, andre dage fortæller du vidt og bredt om Ilulissats og Grønlands interessante og mangefacetterede historie. Der vil også være dage, hvor du tilbringer mange timer ombord på en båd, som tager dig og gæsterne til isfjelde, hvaler og gletsjere. 

Foruden at guide ture, vil der også være en række praktiske arbejdsopgaver. Disse er mindste lige så vigtige, som turene. Det kan fx være forberedelse af ture, vedligehold af udstyr og materiel, samt vagter i vores souvenirbutik. 

Uanset hvordan din arbejdsdag ser ud, kræver det, at du er hårdtarbejdende, omstillingsparat og har en positiv tilgang til dine arbejdsopgaver. Den grønlandske turistbranche er meget omskiftelig og du skal derfor være indstillet på, at din dag og arbejdsopgaver kan ændre sig med kort varsel. 

Vi forventer desuden, at du hjælper til, når der er brug for det og er med til at styrke det kollegiale fællesskab. Samt, at du tager ansvar for dine arbejdsopgaver og altid leverer høj kvalitet. 

Når du starter, vil du selvfølgelig få en grundig oplæring i vores forskellige ture og arbejdsgange.

Vi forestiller os, at du:

  • taler dansk, engelsk og gerne et tredje sprog f.eks. grønlandsk, tysk eller fransk
  • har kendskab, interesse eller relation til Grønland, herunder grønlandsk historie, kultur og natur
  • kan stå foran en gruppe mennesker og formidle på en interessant og nærværende måde
  • er serviceorienteret og møder mennesker omkring dig med et smil
  • er omstillingsparat og løsningsorienteret 

Hvis du har følgende beviser/uddannelser/kurser, vil du blive prioriteret: 

  • Søsikkerhedsbevis eller derover (matrosuddannelse)
  • Guideuddannelse (fx fra Campus Kujalleq, Paul Petersens Idrætsinstitut eller ligende)
  • IPP 2 instruktør eller derover
  • Anden relevant uddannelse eller erfaring, fx med grønlandsk kultur, historie og/eller natur i fokus

Send gerne dokumentation på ovenstående - hvis muligt.

Opfylder du ikke alle ovenstående forventninger, er du stadig velkommen til at sende en ansøgning.

Ansættelsesperiode: 

Fra slutning af maj til slutningen af august, der vil være mulighed for længere ansættelser hvis man ønsker det. Lange ansættelser vil blive prioriteret. 

Som en del af ansættelsen, betaler vi for din flybillet til Ilulissat ved ansættelsens start, og retur igen når ansættelsen stopper, hvis du ikke allerede bor i Ilulissat. Det gælder fra en anden grønlandsk by eller bygd, eller fra København. Vi sørger også for personalebolig, hvor du betaler et mindre beløb i husleje. Du skal forvente at dele værelse og hus med andre ansatte. 

Lyder dette som noget for dig, så send et CV med referencer og en motiveret ansøgning til os på job@aac.gl hvor du skriver ”ILU – GUIDE” i emnefeltet. Ansøgningsfristen er d. 31. marts 2026, men vi læser ansøgningerne løbende, så send hurtigst muligt. Tilføj i din ansøgning hvilken periode, du kan arbejde hos os.

Vi indkalder til samtaler løbende, og man kan forvente endeligt svar senest 20. April 2026.